TYPISKE SPØRGSMÅL & SVAR
Hvordan virker kølehætter?
Kølehætter reducerer blodgennemstrømningen til hårsækkene under kemoterapibehandlingen. Det minimerer mængden af kemoterapi, der når hårsækkene, og dermed reducerer risikoen for hårtab.
Hvor effektive er kølehætter?
Iflg. studier på National Library of Medicine viser kontrollerede og randomiserede studier, at brugen af kølehætte markant nedsætter risikoen for hårtab ved kemoterapi. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/10762750/. Mindst 8 ud af 10 bevarer håret tilfredsstillende. Resultatet afhænger af typen af kemoterapi, kombinationen af kemoterapi samt andre individuelle faktorer. For dem, som bevarer håret, vil stort set alle opleve en varierende grad af fældning. Det mest almindelige er at fælde 10-50% af håret, men jævnt fordelt, i et succesfuldt forløb. Uanset at 50% lyder af meget, vil omgivelserne normalt ikke bemærke nogen ændring i udseendet og den enkelte vil heller ikke have behov for hverken paryk eller anden hovedbeklædning.
I løbet af 4-6 uger ved du om kølehætterne har den ønskede effekt på dit hår.
Er kølehættemetoden sikker og godkendt?
Kølehætteteknologien har været kendt siden 1970 og er godkendt af sundhedsmyndigheder verden over, og i 2015 får metoden den prestigefyldte A++ FDA-godkendelse i USA, hvilket er et internationalt vidnesbyrd om metodens kvalitet og sikkerhed. Rapunzels kølehætter er CE mærkede og Rapunzel er registreret hos Lægemiddelstyrelsen.
Er der øget risiko for metastaser ved brug af kølehætter?
Nej! Det er en gammel myte at kølehætter giver metastaser i hjernen. Internationale, kontrollerede og randomiserede studier har afvist denne hypotese. Hætterne køler kun de alleryderste lag af den hårbærende del af hovedbunden ned. Hjernen fryses ikke ned, - det er ganske enkelt ikke muligt. Kølehætter virker efter præcis samme metode som kølehandsker og kølefutter, som mange tilbydes på hospitalet for at beskytte hænder og fødder ved bestemte kemobehandlinger. Skulle du støde på sundhedspersonale, som ikke er opdateret på denne viden, er vores anbefaling at du selv søger indsigt. Tjek bl.a. de seneste studier på National Library of Medicine https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5410200/, som også Sundhedstyrelsen i Danmark har forholdt sig til.
Hvem kan bruge kølehætter?
Kølehætter kan ikke bruges til alle typer af kræftformer. Der skal som udgangspunkt være tale om en fast tumor. Eksempler herpå er typisk brystkræft, kræft i æggestokke, lever, lunger, mave-tarm og hvor der behandles med hårtabsgivende kemotyper. Hvis du er i tvivl om du kan bruge kølehætter, er du velkommen til at kontakte os for at få en individuel afklaring.
Virker det på alle hårtyper?
Kølehætter virker uanset hårtype. Har du asiatisk hår, afrohår eller kraftigt rødt hår, er forbehandlingen en smule anderledes, men det informeres du om ved lejen.
Må jeg gerne tage kølehætter med på hospitalet til min kemobehandling?
Ja, du har ret til at medbringe et hvilket som helst hjælpemiddel, herunder kølehætter på hospitalet, så længe du er selvhjulpen (du skal have hjælp af en pårørende til at skifte hætterne 1-2 gange, imens du modtager kemo). Vi råder altid til, at du giver personalet besked om at du vil gøre brug af kølehætter i god tid.
Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har en pårørende der kan hjælpe mig på mine kemodage?
Hvis du ikke har en pårørende der kan hjælpe dig, skal du tage fat i os hos Rapunzel. Vi har nogle frivillige hjælpere tilknyttet, ring til os - så ser vi om vi har en frivillig hjælper i netop dit område.
Er kølehætter et offenligt tilbud?
I 2026 tilbydes nogle brystkræftpatienter mobile kølehætter, i forbindelse med kemobehandling. Ordningen er et pilotprojekt i Kræftpakke V, som har til formål at vurdere, hvordan tilbuddet kan håndteres i praksis, før evt. udbredelse til andre kræftområder.
Den konkrete udformning af forsøgsordningen med brug af mobile kølehætter til patienter med brystkræft drøftes pt. med Danske Regioner.
Jeg skal have kemoterapi på ubestemt tid, er der en særlig aftale for kronikere?
Er du kroniker og har et langvarigt behov for brug af kølehætter, betaler du normal abonnementspris de første 3 måneder. Herefter gives der 20 % rabat i op til 9 måneder, og efter ét år reduceres prisen med 60 % ved fortsat brug.
Kan jeg leje kølehætter hos Rapunzel, selvom jeg ikke bor i Danmark?
Ja! Vi har også brugere, der ikke bor i Danmark. Ring eller skriv til os i god tid, hvis du har ønske om at bruge kølehætter udenfor Danmarks grænser, så hjælper vi dig.
Er der bivirkninger forbundet med brugen af kølehætter?
- Nogle oplever let hovedpine eller bliver døsige under brugen. Andre oplever brainfreeze ligesom når vi spiser is for hurtigt på en varm sommerdag. Brainfreeze går over igen efter få minutter og kan forebygges ved at tage håndkøbssmertestillende medicin. Tjek altid med personalet på afdelingen inden du tager noget håndkøbsmedicin, for at være sikker på at det er i orden at tage under dit kemoforløb.
- Vi anbefaler at du eventuelt bruger Seaband armbånd eller tygger tyggegummi. Talt eventuelt med afdelingen, om de har midler mod kvalme du kan bruge.
Hvor lang tid tager det at bruge kølehætter?
Kølehætterne tages i brug ca. 30-45 minutter før, under og op til 120 minutter efter kemoterapibehandlingen er afsluttet. Dvs. at du skal forvente at have kølehætterne på ca. 4-5 timer på de dage, hvor du skal have kemoterapi.
Du kan forberede dig i venteværelset eller andre egnede steder på hospitalet. Efterkølingen kan du enten fortsætte i venteværelset, i Kræftrådgivningen eller køre hjem med hætten på, med evt. planlagte skift undervejs. Kølehætterne er mobile og dermed er du også mobil og tager derfor ikke tid fra andre patienter i ambulatoriet.
Må jeg starte forkøling hjemmefra?
Vi anbefaler at du altid forkøler på hospitalet, bl.a. for at sikre at du ved om behandlingen er forsinket, eller andet.
Kan jeg kulde-lindre, hvis jeg synes det er koldt?
Hætterne køler pandestykket og ørerne ned, selvom der ikke er hår der skal bevares her. Du kan med fordel sætte enten vatrondeller, trusseindlæg, hæklede/strikkede rondeller ind på panden/øre. Det er dog meget vigtigt, at det du bruger ikke er for tykt, så hætterne ikke løftes unødigt.
Hvad gør jeg når hovedbunden føles tør og klør?
Det er ikke ualmindeligt at din hovedbund føles tør og klør lidt. Du må ikke klø! Nogen bruger antihistaminer til at afhjælpe kløen, tjek altid med personalet på afdelingen inden du tager noget håndkøbsmedicin, for at være sikker på at det er i orden at tage under dit kemoforløb.
Må jeg bruge hårserum under kemoforløbet?
Vi anbefaler ikke hårserum, der benyttes i hårbunden, for ikke unødigt at stresse hovedbunden mere.
Må jeg bruge leave-in conditioner eller hårolie under kemoforløbet?
Ja du må gerne bruge leave-in produkter i forløbet, men kun i dine længder. Det er vigtigt at du fugtmætter dit hår.
Må jeg bruge hårtørrer/glatte/krøllejern?
Desværre ikke. Det er hårdt og slidsomt for håret når du bruger stylingmetoder som disse - du vil nemt komme til at hive unødigt i håret. Vi anbefaler først at du bruger ovenstående, når du er holdt op med at fælde efter endt kemoforløb.
Hvornår må jeg farve mit hår igen?
Vi anbefaler at du først farver hår igen 6 måneder efter endt kemoforløb.
Må jeg gå til frisøren, når jeg bruger kølehætter?
Man må gerne gå til frisøren - men gå til en frisør du kender og har tillid til. Vask dit hår hjemmefra, og bed frisøren om KUN at klippe spidser. Ingen hårvask, ingen hårbørste, varmebehandling, produkter eller kam i håret.
Hvordan ved jeg om kølehætterne virker?
Under kølehætteforløbet vil de fleste opleve at fælde væsentligt mere hår end normalt. Fældningen vil afhænge af typen af kemo samt rækkefølgen af disse. Hvis kølehætterne virker for dig, vil du opleve en jævn fældning, dette vil du kunne vurdere efter ca. 6 uger.
Jeg fælder mere end jeg plejer, er det normalt?
- Det er helt normalt at man fælder mere i den periode man får kemoterapi, også selvom man bruger kølehætter. I forvejen taber vi 100-200 hår om dagen, - det er de færreste der tænker over dette.
- Den internationale succesrate for kølehætter er, at det virker for 8 ud af 10, med hårtab mellem 0-50%. Blandt de brugere der oplever over 50% hårtab, er mange dog glade for at de har brugt metoden, da de ikke har oplevet totalt hårtab.
Hvornår holder man typisk op med at fælde?
Det er meget forskelligt. Nogen oplever allerede at fældningen stagnerer imens de stadig får kemoterapi, i slutningen af forløbet. For andre er det først i ugerne efter. Ca. 1,5 måned efter endt kemoterapi er du holdt op med at fælde mere end du ville gøre normalt.
Skal hætterne rengøres imellem brug?
- Hvis hætterne er blevet synligt beskidte, kan du tørre dem af med en opvredet klud - det er vigtigt at hætterne ikke puttes i vand, det kan de ikke tåle. Hvis ikke hætterne er synligt beskidte, skal du blot fryse dem ned igen.
- Hætterne rengøres af Rapunzel imellem hver ny bruger.
Hvordan returnerer jeg mine kølehætter?
- Har du modtaget en returlabel ved levering af hætterne, så følger du anvisningen:
- Gå til: https://returns.postnord.com
- Indtast Shipment ID (står på den returlabel der lå i din pakke).
- Indtast dit navn, telefonnummer og e-mail.
- Indtast adresse hvorfra kufferten skal afhentes.
- Har du ikke modtaget en returlabel eller ønsker du at aflevere personligt på vores lager i Brøndby:
Kontakt Rapunzel pr. telefon eller mail, vi vil så arrangere det med dig.
KLINISKE STUDIER
- PubMed: Effectiveness of scalp cooling
- PubMed: Scalp cooling and scalp metastases, a systematic review
- PubMed: Scalp cooling to prevent chemotherapy-induced alopecia
- Chemo-induced hair loss and its psychosocial impact
- Scalp cooling prevents persistant chemotherapy-induced alopecia
- Kræftens Bekæmpelse
- Sundhedsministeriets review af studier
- Has scalp cooling reached the level of standard care?
- Scalp cooling: No increased risk of scalp metastases
- Scalp cooling efficacy, safety, and tolerability review
- Guide: Understand & prevent chemo-induced hair loss
- Side effects and hair loss with scalp cooling
- FDA: Clears expanded use of cooling cap
- Scalp cooling safely reduces chemotherapy hair loss
- Scalp-cooling during eribulin treatment for metastatic breast cancer
- Scalp cooling for hair loss in breast cancer, review & meta-analysis
”Et totalt hårtab er for de fleste patienter både psykisk belastende og socialt invaliderende.
Kølehættebrug er derfor interessant for mange og ikke mindst de brystkræftopererede kvinder, som efter deres operation skal have efterbehandling med kemoterapi, idet der her er tale om ellers raske kvinder, som hurtigst muligt skal vende tilbage til deres almindelige liv med arbejde, sociale aktiviteter o.l.”
Ledende overlæge Svend Erik Nielsen, Nordsjællands Hospital
-
-
"Jeg holdt foredrag for en masse mennesker mellem 15. og 16. kemobehandling! Det var så fedt at være normal midt i en unormal tid. Uden hår på hovedet havde jeg muligvis ikke stået der."
Anne Helene, 52 år
VIL DU GERNE I PERSONLIG DIALOG?
Vi forstår, at mange tanker går gennem hovedet, når man får konstateret cancer og står foran et kemobehandlingsforløb.
Du er velkommen til at skrive til os, og så kontakter vi dig snarest muligt.